Jeg tror, vi alle har opdaget, at det lige har været Halloween. Aftenen, hvor den importerede tradition siger, at vi klæder (børnene) os ud, pynter uhyggeligt op, så vi kan skræmme livet af døden.
Kirken har også en dag, hvor vi forholder os til døden. Vi forsøger ikke, at skræmme livet af den, men at omfavne den med tro, håb og kærlighed. Det sker med en gudstjeneste, hvor vi giver plads og rum til sorg og savn, men sandelig også løfter håbet op. Håbet om at døden ikke er det sidste ord i livet, men at opstandelsen fra de døde er det sidste, der skal siges i den sammenhæng.
Ved gudstjenesten på søndag nævner vi navnene på dem, vi savner og vi giver plads til at tænde lys.
Hvis du har et savn, og dermed et navn, som du ønsker vi skal nævne i gudstjenesten, er du mere end velkommen til at skrive til Thomas Risager på odense@metodistkirken.dk.
I nogle kirker begrænser man sig til at nævne de, som er døde i det forgangne år, men her i kirken nævner vi gerne dem, som savnes, også selvom det måske er længere tid siden, at de døde. Sorgen og savnet lader sig jo ikke nødvendigvis begrænse til et kalender-år.
Alle er velkomne til Metodistkirkens gudstjenester.
På søndag er der sange ved kirkens sangerteam (Brynhild Djurhuus Rafn, Charlotte Levin og Niels Petersen) under ledelse af pianist Anders Gustavsen-Sprotte. Der er mulighed for at tænde lys og tage del i nadverens fællesskab. Pastor Thomas Risager taler.
Børn er særligt velkomne og der er børnekirke for alle barnlige sjæle ved pastor Maria Bræstrup Aaskov.
