Er du ensom, så er du ikke alene. Der er en del, som kender den følelse. Det vil vi gerne sætte i tale og nedbryde tabuet omkring. 

Det farligste et menneske kan opleve, er ikke at være en del af et fællesskab.

Selvom vi skriver 2024, er vores centralnervesystem ikke blevet opdateret i mange tusinde år, og derfor reagerer vores system kraftigt på isolation, udstødelse og manglende tilknytning – ikke ”kun” fordi vi føler sorg og afsavn når vi er ensomme, men også fordi vores krop vurderer, at vi er i fare. Det kan fx betyde at vi har svært ved at sove (det er dumt at lægge sig til at sove, hvis der går en sabeltiger rundt om sengen og man ikke har nogen, man kan dele vagt-posten med) og vi kan opleve andre symptomer som fx hjertebanken, forstyrret appetit og fordøjelse osv.

Selvom mennesket instinktivt frygter ensomhed, er det i mange sammenhænge et tabu. Det tabu vil vi gerne forsøge at bryde med, ved at invitere til en gruppe med fokus på ensomhed.

Er du ensom eller har du været det, og har lyst til at være med til at bryde tabuet, inviterer Præst Thomas Risager og Psykolog Sanne Wind-Hansen til et forløb, hvor vi vil tale åbent om ensomheden og invitere til et fællesskab herom. Forløbet vil foregå i Metodistkirken Odense, men du må tænke og tro som du vil.

Deltagelse er gratis, men du er velkommen til at give et frivilligt bidrag til kirkens arbejde.

Hvad vi taler om, bliver i gruppens trygge favn, vi har alle tavshedspligt.

 

Vi mødes torsdag 16-17.30, følgende datoer:

11.4.

25.4.

23.5.

6.6.

20.6.

 

Har du spørgsmål eller ønsker du at tilmelde dig gruppen, kan du skrive til:

Sanne Wind-Hansen: kontakt@psykolog-wh.dk eller Thomas Risager: Odense@metodistkirken.dk