Af seniorpræst Thomas Risager
Det betyder, at kirken nu anerkender og respekterer mangfoldigheden blandt mennesker. Alle er velkomne – uanset køn eller seksuel identitet – og der er ikke længere begrænsninger for, hvem der kan indgå ægteskab i kirken, eller hvem der kan blive præst. Med denne beslutning ønsker vi at afspejle Guds kærlighed og nåde for alle mennesker.
Ved General Konferencen i maj 2024 vedtog The United Methodist Church en kirkeordning, som åbner for, at kirken kan rumme forskellige syn på menneskets seksualitet og ægteskab.
Det betyder i praksis, at det – efter centralkonferencen i april 2025 og Metodistkirkens landsmøde i maj – fortsat vil være op til den enkelte præst at afgøre, hvordan vedkommende forholder sig til eksempelvis at forrette et bryllup mellem to mennesker af samme køn.
Det er vigtigt at understrege, at en præst altid forholder sig til en vielse. Det er en del af præstens ansvar og vurdering i mødet med det enkelte par.
Dette er et område, hvor vi fra undersøgelser ved, at vores menighed ikke er enige. Vi ved, at et relativt stort flertal anser det som en selvfølgelighed, at to af samme køn kan blive gift i vores kirke. Men der er også mennesker i vores menighed, som ikke nødvendigvis mener, at det bør være sådan – selvom de respekterer, at kærligheden nogle gange går sine egne veje.
I denne nye virkelighed er det vigtigt, at vi skaber plads til alle – også til mennesker, vi måske ikke altid er enige med. Enhed i kirken betyder heldigvis ikke nødvendigvis enighed.
En sund kirke kan rumme forskellige holdninger og dermed skabe plads og rum for alle.