Du kan høre talen på de sædvanlige podcast apps. Der er også et link til den her
Prædiken – søndag d. 26. oktober 2025
Metodistkirken i Odense ©Thomas Risager, D.Min.
Tekst: ApG 2,37-47
På trods af…
Det siges, at det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken, end at sidde i kirken og tænke på kroen.
Nu sidder I her – og tak, fordi I er kommet. Det betyder alverden.
Jeg vil alligevel gerne have jer til at tænke på et andet sted. Ikke kroen, men Odense Domkirke.
Kan I se den store, flotte kirke, som lige har fået et nyt blytag til mange, mange millioner, og den flotte vejrhane på toppen af spiret, som lige er blevet forgyldt med nyt bladguld foran jer?
Det er en smuk kirke og jo også ét af Odenses vartegn.
Tanken om, at der en dag skulle stå et “til salg”-skilt udenfor Odense Domkirke, er utænkelig.
Men det er ikke spor utænkeligt her. For mens den store, flotte domkirke i høj grad er drevet af statslige midler, som gør, at man ikke er særligt afhængig af, om folk faktisk kommer og tager del i fællesskabet, så er vores virkelighed en helt, helt anden. Vi er her, så længe her er mennesker.
Og nu må I gerne lade være med at drømme jer et andet sted hen, men være til stede i vores flotte, fine, gamle, slidte kirke.
I dag skal vi nemlig fejre, at vores hus har været kirke i 125 år. Det har den været – på trods af, at det på så mange måder nærmest er umuligt at drive en kirke, lave fede aktiviteter og have præster og andre ansatte for indsamlede midler.
Det er en kæmpe bedrift, som vi fejrer i dag.
Lad os spole tiden tilbage til den dag, kirken blev født – altså ikke metodistkirken, men kirken med stort K.
Helligånden – Guds Ånd, lyden af en kraftig vind – fylder rummet, og tunger som af ild har sat sig på disciplene her på dag 50 efter Jesu opstandelse fra de døde.
Disciplene var knuste over Jesu død, totalt forvirrede og glade for hans opstandelse – og totalt i vildrede over, hvad alt dette skulle betyde. Der var jo ikke nogen, man kunne spejle sig i, ingen tro, man kunne arve og læne sig ind i. De var nødt til selv at finde ud af, hvad alt dette skulle betyde.
Nu fyldes de af glæde over Guds kærlighed til dem, og brikkerne begynder at falde på plads. Måske sker det i hjerterne længe før, det sker i hovedet.
De bobler over af glæde – ligesom vi har fornemmet glæden i snakken her inden gudstjenesten – og miraklet er, at mennesker på gaden har hørt dem. På trods af, at de taler alle mulige sprog og har alle mulige kulturer, forstår de, at det er Guds kærlighed, som har tændt en ild i disciplene.
Nogle af dem begynder at forstå den, på det tidspunkt, utænkelige tanke, at Guds kærlighed også skulle gælde dem – selvom de ikke var jøder, selvom de talte andre sprog, selvom de ikke tilhørte eller forstod kulturen, selvom de var fremmede – at så skulle Guds kærlighed også være givet dem.
Det her er revolution – og det har med vores jubilæum at gøre, fordi Gud smadrer enhver tanke om, at kristen tro er begrænset til et bestemt sted og et bestemt folk eller en særlig kultur.
Guds kærlighed sprænger alle grænser og bevæger sig fra Jerusalem ud over hele verden.
På pinsedagen i Jerusalem kunne mennesker mærke indeni, at noget var på spil. De spurgte disciplene: “Hvad skal vi gøre?”
Gud er på spil. De har set, hørt og mærket Gud, og i den prædiken, Peter holder, gør han det klart, at Gud bevæger sig iblandt dem.
Peter siger, at Gud kan man stole på, tro på, og man kan lægge sit liv i hans hænder. Den dag var der tre tusind mennesker, som begyndte at tro på Gud, på Jesus og på den Helligånd, som de mærkede i deres indre.
Vi siger, at det var kirkens fødsel.
Hvis der var noget, som de første kristne ikke tænkte på, så var det at bygge kirker. De brugte, hvad de havde, men det, de fokuserede på, var deres fællesskaber, hvor de holdt fast ved det, som apostlene lærte dem. De brød brødet – det vil sige, at de velsignede brødet og mindede om, at Jesu legeme og blod var til stede i vin og brød. Men måltiderne var ikke symbolske, de var reelle måltider – sammenskudsgilder, hvor alle, også dem, som var for fattige til at bidrage, var inviteret med.
Og de bad til Gud.
De var simpelthen fælles om alt og delte, hvad de havde.
Syge mennesker tog de sig af, og der skete mirakler. De holdt sammen i enighed og kom i templet hver dag, mens de spiste med hinanden hjemme.
De var glade på grund af det, Gud gjorde blandt dem. De var oprigtige i deres kærlighed til mennesker. De takkede Gud og havde hele folkets respekt.
Hver dag føjede Gud nogen til, fordi de forstod, at Gud rakte ud til dem gennem fællesskabet.
Det, jeg lige har beskrevet her, er, hvad vi i dag vil sige, er kirkens DNA.
Det er det, som er vores baggrund – og så kan kirker og fællesskaber tage så utroligt mange former, men denne historie har vi altid med.
Den er også vores historie.
Der var masser af steder på Fyn, hvor der var metodister. En af de første menigheder uden for København var Svendborg, hvor menigheden blev etableret i 1862. Fra Svendborg spredte metodismen sig ud over Fyn.
Ti år senere (1872) begyndte menigheden i Odense. De holdt til huse i et lokale ved Albanibroen. Her blev der nu vækkelse.
Apropos historie – kan jeg så få jer til at drømme jer et andet sted hen? Ikke til kroen, men ned i Thorsgade til det, som i dag er Åben Kirke, men som hed Skt. Jakobs Kirke. Der holdt metodisterne i Odense til, i den kirke, som var indviet i februar 1889.
Der var gang i den i Skt. Jakob, og man så en by, der formodentlig udviklede sig endda helt over på den anden side af åen. På det tidspunkt boede der 40.000 i vores by. Men Odenses udvikling som industriby gav en ret voldsom befolkningstilvækst.
Det var det, man visionært så ind i, da man allerede under ti år efter, at man havde bygget én kirke, begyndte at drømme om at bygge nyt til de mange nye mennesker, som var på vej.
Menigheden havde fået ny præst – Anton Bast – som var en flammende vækkelsesprædikant og en fantastisk taler ude i byen. Menigheden voksede.
De var altså ret vilde. Når jeg ser tilbage på det, så tænker jeg, at det ikke burde kunne lade sig gøre.
Det, de gjorde dengang, under ti år efter at have bygget én kirke, svarer til, hvis vi i dag skulle rejse 20-25 millioner. Mig bekendt var menigheden udgjort af almindelige mennesker, som har givet af, hvad de havde.
Det er virkelig på trods af, at det ikke burde kunne lade sig gøre, at vi i dag fejrer jubilæum. Alene det at få bygget kirken var ikke sket, hvis ikke Gud havde haft en finger med i det hele.
Den 25. oktober 1900 indvies Emmauskirken – vores kirke. Jeg garanterer jer for, at der har været fest og fuldt hus.
Kirkerne trivedes, voksede og udviklede sig, og man havde omfattende socialt arbejde med spædbørnshjem og børnehaver.
Kirken har været fuld mange gange siden, men der har også været nedgangstider, hvor menigheden har holdt fast med det yderste af neglene for at bevare en metodistkirke på dette sted.
Den manglende fremgang betød, at metodisterne satte et “til salg”-skilt på Skt. Jakobs Kirke og samlede sig her i vores kirke i 1969.
I 70’erne og 80’erne var her et rigtigt fint ungdomsarbejde og spejderarbejde, hvor mange unge lærte Gud og kirken at kende. Flere af de toneangivende præster, som nu nærmer sig pensionsalderen, har haft deres gang i det ungdomsarbejde og er sendt ud herfra.
Da vi havde 100-års jubilæum, glemte vi det. Vi havde nok at gøre med at holde sammen på en kirke og et fællesskab, som var lidt slidt. Fremtiden så ikke så åbenlyst lys ud.
Men det vendte – fordi Gud har en finger med i spillet.
I de senere år har vi nydt godt af frisk musik og gospelkor, som har sat kirken på landkortet i byen igen og givet os den enorme glæde, at kirken igen har åbnet sig for nye mennesker, som finder ind i kirkens fællesskab.
Der sker så mange fine ting med begyndende socialt arbejde, som selvfølgelig er meget synligt, når vi deler julehjælp ud – og hvor der ligefrem er frivillige på skiftehold, fordi der er så mange, som gerne vil være med til at gøre en forskel.
Der er foredrag, smågrupper, undervisningsgrupper, samtaler, hjælp, undervisning, koncerter og forskellige slags gudstjenester. Nogle gange er vi ikke mange, og andre gange sprænger vi rammerne, som vores kirkehus giver os.
Her sker så meget. Gud er stadig på spil på dette sted – for ellers ville det ikke være muligt at holde fest i dag. Hvis ikke Gud var på spil, så havde der også stået et “til salg”-skilt udenfor.
Men det gør der ikke. I stedet er den røde løber rullet ud, for vi holder fest.
Her er nemlig et fællesskab – en kirke – som er mennesker med hjertet på rette sted. Mennesker, som med deres liv, i kraft af Guds nåde, er et klart budskab om Guds kærlighed.
Vi er et fællesskab, der – ligesom den første menighed – holder fast i apostlenes lære, brødets brydelse, bønnerne og et varmt fællesskab.
Vi laver kirkeligt sammenskudsgilde – det handler ikke kun om maden i dag. Det handler om sammenskudsgilde i form af frivillighed, økonomi, deltagelse, opbakning og forbøn. Det handler om fælles ansvar for vores kirke. Det handler om, at det klare budskab om Guds kærlighed ikke bare er noget, vi siger, men noget, vi er.
Løft blikket og kig dig omkring. Vi fejrer ikke jubilæum for en kirke, der er blevet til et museum til minde om en tid, som var.
Vi fester og fejrer 125 år for en gammel, slidt, ridset, skramlet, godt brugt kirke, der trænger til et nyt tag.
Vores hus er en kirke med liv i. En kirke, der bruges og slides.
Gudskelov for det, for det giver håb om, at der – på trods af at tiderne skifter – også er en levende menighed i denne kirke mange år frem.
På trods af alt, så er vi her stadig. Vi har lavet kirke i 125 år. Sikke en bedrift.
TAK til dig, for et kirkeligt sammenskudsgilde kan kun fungere, når mennesker går sammen og siger: “Vi gør det! Med Guds hjælp klarer vi det!”
Vi vil være et klart budskab om Guds kærlighed på dette sted.
Stort tillykke til os alle sammen – og en stor tak til Gud for 125 flotte år.
Må Gud velsigne os og byen rigt, så det klare budskab om Guds kærlighed ses og høres i vores by og på vores ø.
Og Gud føjede hver dag nogen til.
Amen.
Salme: 487 – Flammerne er mange
