Velkommen!

Tak fordi du har kigget indenfor på vores hjemmeside.

Metodistkirken i Odense er åben for alle! Jeg kan ikke finde på nogen grund til, at du ikke skulle være velkommen.

En lille del af et større fællesskab

I Danmark er Metodistkirken forholdsvis lille, men vi er en del af et meget stort globalt kirkefællesskab – The United Methodist Church. Der er mange forskellige metodistkirker i verden og man regner med, at 80 millioner mennesker tilhører Metodistkirken. I Danmark tæller vi et par tusind medlemmer. Her i Odense er vi omkring 200 medlemmer af kirken, mens der er ca 400 mennesker, som på den ene eller anden måde er i kontakt med kirken.

En levende kirke

I løber af en uge sker der mange forskellige ting i kirken. Der er to forskellige gospelkor, som øver i huset. Samlet set er der ca. to hundrede som synger her på ugentlig basis. Langt de fleste af disse er ikke medlemmer af kirken. Vi lægger vægt på at være et åbent hus, hvor alle kan komme som de er. Vi har også aktiviteter for pensionister, foredragsaftener og ikke mindst en sprudlende børnekirke, hvor det er tydeligt, at børnene elsker at være.

Hver søndag indbyder vi til gudstjeneste, hvor alle også er velkomne. Der er nye mennesker i kirke hver søndag!

Oftest holder vi gudstjeneste om formiddagen kl. 10.30, men du kan også opleve gospelgudstjenester, hvor et af vores gospelkor får scenen, eller generationsgudstjenester som er arrangeret af Børnekirken hovedsageligt på de mindstes præmisser.
Læs mere om gudstjeneste i Metodistkirken.

En kirke med en vision

Som kirke er vi meget optaget af at gøre en meningsfuld forskel i menneskers liv. Til at hjælpe os med dette har vi vedtaget en vision – Vision 2020. Visionen hjælper os med at holde retningen mod det, som vi tror Gud drømmer om at gøre i Odense gennem den lille Metodistkirke i Alexandragade.

Jeg håber, du her på hjemmesiden finder svar på noget af det, som du leder efter. Og jeg håber naturligvis også, at du føler dig så velkommen, at du kan finde på at kigge indenfor i kirken!

De bedste hilsener

Thomas Risager

Præst

 

Share