Mette Risager – gospeldirigenten

Mette Risager portræt 2013Gospelkorene Nardus og Emmaus ledes af ingen ringere end energibundtet Mette Risager. Mette har solid baggrund i den danske gospelmusik. Gennem mere end tyve år har hun været en fast del af Hans Christian Jochimsens Opstand Gospel Choir, hvor hun giver den gas som korsanger og solist. Mette har gennem de sidste seks år været en elsket og kompetent underviser på Sommergospel, hvor hun for alvor er slået igennem med sit koncept Syng med Hjertet. Desuden er hun hvert år at finde på Syng for livet, på Haslev Højskole, hvor hun underviser sammen med Nina Luna og Laura Kjærgaard. Mette er del af Gospel fellowship International, som blandt andet har til mål at hjælpe mennesker i Østeuropa i gang med at synge gospel. Hun er desuden flittigt brugt  som instruktør i Tyskland, hvor hun underviser solosang, gospeldirektion, masterclass og sangteknik. Selv i gospelmusikkens højborg USA har Mette været inviteret til at synge gospel i kæmpekirker, samt i direkte radio og tv-shows. Mette er oprindeligt uddannet fysioterapeut, men arbejder nu fuld tid med kor, sangelever, foredrag og fotografering. Hun er desuden udannet sanglærer fra Complete Volcal Institute i København, hvor hendes mentor i komplet sangteknik er Cathrine Sadolin. Når hun underviser, gøres det med stor entusiasme og energi og hele tiden udnytter hun sin samlede viden om krop og stemme. Mette Risagers stemme og energi er en væsentlig del af den gospel oplevelse for krop & sjæl, som man får, når man synger gospel i Odense metodistkirke. Se også Mette Risagers egen hjemmeside

  

Torben Lykke Olesen – gospelpianisten

Gospelkoret Nardus akkompagneres af Torben Lykke Olesen på klaver.

Torben er en talentfuld pianist, med mange års erfaring bag sig med både gospel – og musicals. Torben har spillet musik, fra han var helt ung, og i 2010 færdiggjorde han sin kandidat som rytmisk musiker med klaver som hovedfag fra Det Fynske Musikkonservatorium. Torben har akkompagneret en del gospelkor efterhånden, og den erfaring nyder vi rigtig godt af i Nardus. Det har vist sig, at Torben også har en dejlig sangstemme og ikke er bleg for at guide en stemmegruppe på vej eller kaste sig ud i skønne duetter med vores dirigent Mette. Og vi har også hørt ham spille på både guitar og tamburin – han er en mand af mange talenter.

Torben er en hjertevarm gut, der med sin tilstedeværelse og lune humor er med til at skabe god stemning ved vores øve-aftener.

Når Torben ikke spiller for Nardus, underviser han skoleelever på en friskole. For udover hans konservatorieuddannelse er Torben også uddannet skolelærer. Torben har tidligere arbejdet på en efterskole i en del år, hvor han bl.a. har beskæftiget sig med unge og musik. På privatfronten er Torben gift og far til to piger, og indimellem tager han også ud og spiller til private fester med sit band, bare fordi han ikke kan lade være.

 

Thomas Risager – gospelpræsten

thomasThomas Risager har været præst i Odense Metodistkirke siden efteråret 2000. Han er selv aktiv korsanger i Gospelkoret Nardus, og står for en lille andagt i begyndelsen af alle korøvelserne. Thomas er Master of Divinity (M.Div.) fra Metodistkirkens teologiske Seminarium i Överås, Sverige, og har siden gennemført en Doctor of Ministry (D.Min.) på Wesley Theological Seminary, Washington DC. I den tid, Thomas har været i Odense, har kirken oplevet en opblomstring som i høj grad har været knyttet til gospelkorene. Der har været en tilstrømning af nye medlemmer, som for en meget stor dels vedkommende har fundet kirken gennem gospelmusikken. Thomas er  fascineret af den måde han har set gospelmusikken puste liv i en hensygnende menighed i Odense, og han undersøgte og behandlede dette faktum i sin Doctor of Ministry – afhandling “Sing unto the Lord”, hvor han blandt andet sammenlignede gospelmiljøet med de tidlige metodisters brug af “folkets musik” , og med den første menighed, som den er beskrevet i Apostlenes gerninger, kap. 2. Thomas Risager er en efterspurgt foredragsholder og artikelskriver både i og udenfor Metodistkirken, og han er også med som præst på sommergospel på Gerlev Idrætshøjskole. Han er desuden én af forfatterne bag bogen Nordic Perspectives on Methodism – What is Methodist Identity Today? som udkom i oktober 2015. I Odense er han meget afholdt og kendt som en dygtig prædikant, og en præst, der interesserer sig for de mennesker, der kommer i kirken.

Share